The Handmaid's Tale: Ceremoniel forsamlling af tjenestepigerne.

Ceremoniel forsamling af tjenerinderne. Foto © HBO Nordic

Af beprettyplease

Anbefaling: TV-serie “The Handmaid’s Tale”, baseret på romanen af samme navn, formidler, omend knap så skarpt som bogen, hvordan marginalisering og diskrimination af bestemte befolkningsgrupper ikke er tilfældige historisk begivenheder,  men et resultat af nogle bestemte, underliggende strukturer i det moderne samfund

Er du én af dem, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med HBO-serien The Handmaid’s Tale, så er du heldig. Du har noget fantastisk i vente. The Handmaid’ Tale (på dansk: Tjenerindens fortælling) er bygget over den prisbelønnede, canadiske forfatterinde Margaret Atwoods fremtidsfiktive roman af samme navn.

Film galore

Forsigtigt udtrykt er jeg lidt af en film- og serieentusiast og har været det lige siden, jeg som barn sneg mig ind i stuen sent om aftenen, når hele huset sov, for, med lyden skruet helt ned, at se gamle, klassiske sort-hvide film. Vi havde faktisk kun et sort-hvidt fjernsyn, så det gjorde ikke den store forskel for mig. Jeg var således ikke mere en syv-otte år, da jeg stiftede bekendtskab med de store filmmesterværker. Især blev jeg hurtigt forelsket i de italienske socialrealistiske film fra 1940’erne og 1950’erne. Disse film har printet sig ind i min hukommelse, og jeg kan stadig huske dem snart 50 år senere.

Undertrykkelsens anatomi – The Handmaid's Tale: Skuespillerinden Elisabeth Moss har hovedrollen i tv-serien The Handmaid's Tale som tjenerinden Offred, der her er blevet gravid.
The Handmaid’s Tale: Tjenerinden Offred er gravid. Foto © HBO Nordic

Jeg har med andre ord set mange gode film (serierne havde dengang langt fra filmenes kvalitet), og jeg er derfor blevet lidt af en film- og seriegourmet. Jeg kan sagtens sluge en film med tomme kalorier, men jeg foretrækker at nyde dem, hvor jeg får rigelig med næring – dem, der gør mig mæt i lang tid efter. 

Serier med tomme kalorier gider jeg til gengæld ikke. Nu er det så heldigt, at tv-serier inden for de seneste år har nået et næringsindhold, der i høj grad kan måle sig med de bedste films. 

Jeg var dog noget forbeholden, da jeg min veninde foreslog mig, at vi så første afsnit af serien The Handmaid’s Tale sammen. Vi har vel alle prøvet at se film eller serier, der er baseret på en roman og er blevet så utrolig skuffet. Jeg havde ikke set mere end 10 minutter, da jeg overgav mig. Jeg har nu fået HBO Nordic, så jeg kan se alle afsnittene. Serien kører på tredje sæson og den holder stadig.

Kort om handlingen

Serien og romanens handling er centreret omkring hovedpersonen Offreds tilværelse som tjenerinde i det patriarkalske, teokratiske diktatur Gilead. En global miljøkatastrofe har gjort mange kvinder ufrugtbare (det er der også mange af mændene der er, men det er tabuiseret), så styret tildeler overklassenægtepar en fødedygtig tjenerinde, hvis eneste formål er at føde børn til dem. Ritualiseret voldtægt er således en fast del af tjenerindernes hverdag.

Vi følger Offred under hendes tredje tjenesteperiode, som hun tilbringer hos ‘Kommandaten’ (Fred) og dennes kone Serena Joy. Alene ud fra Offreds navn (‘Of Fred’) forstår vi, at hun ikke regnes for et selvstændigt individ, men som nogens ejendom. 

Via Offreds tanker og flashbacks til hendes tidligere tilværelse som June med mand og barn før Gilead-styret får vi ikke alene indblik i hendes eget liv, men også livet for en lang række andre kvinder i de forskellige sociale lag. 

The Handmaid's Tale: June Osborne (spillet af Elisabeth Moss) sammen med sin mand Luke Bankole (spillet af O.T. Fagbenle) og deres datter Hannah Bankole (spillet af Jordana Blake) på stranden i en lykkelig stund før Gilead.
June Osborne med sin mand Luke Bankole og deres datter Hannah Bankole i tiden før Gilead. Foto © HBO Nordic

Vi følger deres kamp for at overleve og for at bevare deres forstand i et samfund, der kun er beboet af etniske hvide (serien adskiller sig her fra bogen, hvor alle afroamerikanske kvinder er sendt i eksil), hvor frugtbarhed og social status definerer kvinders rang, hvor der slås benhårdt og ubarmhjertigt ned på alle forsøg på opsætsighed eller oprør, og hvor menneskerettigheder generelt, men kvinders rettigheder specielt, er stærkt begrænsede. Tjenerinder må fx ikke læse eller tale.

Serien The Handmaid’s Tale

The Handmaid’s Tail er så tæt på et mesterværk, som jeg overhoved kan forestille mig – op det på snart sagt alle parametre. Dramaturgisk og filmisk er den helt i særklasse. Fx står de æstetisk set smukke scener i så skærende kontrast til seriens handling, at jeg nogle gange har svært ved at rumme det. Denne uventede sidestilling af kontraster minder mig om den amerikanske instruktør Stanley Kubrik’s anvendelse af sidestilling mellem et kontrastfyldt musik- og filmspor. Resultatet er i begge tilfælde, at det monstrøse eller absurde bliver forstærket.

Skuespilpræstationerne er et kapitel for sig selv. Her vil jeg fremhæve to; Elisabeth Moss, som nogle måske kender fra Mad Men, spiller Offred, seriens hovedperson. Hun gør det med en sjælden grad af hudløshed og integritet. Hun spiller ikke for at vise os, hvor dygtig en skuespiller hun er, men for at løfte et spejl op foran os, så vi tvinges til at kigge på os selv. Er det sådan et samfund, vi ønsker, hvor nogle ingen rettigheder har og andre alle?

Ann Dowd spiller den systemtro Aunt Lydia, der overvåger og opdrager tjenestepigerne. Hun evner til fulde overbevisende at udvise brutalitet og totalt fravær af medlidenhed, fordi hun ikke et sekund tvivler på, at hun gør noget godt i systemets tjeneste. Også hun holder et spejl op foran os: Kunne du blive en Aunt Lydia under lignende omstændigheder?

Undertrykkelsens anatomi – The Handmaid's Tale: fra afsnittet "Late": Tjenerinden Ofglen/Ofroy/Ofjoseph ((spillet af Alexis Bledel), der før Gilead var læge Emily Malek og Junes veninde, er blevet taget til fange af politiet (Guardians of the Faith)
Emily Malek, Junes veninde, har helt bogstaveligt fået mundkurv på. Foto © HBO Nordic
Ikke en tilfældig historisk begivenhed

Overalt er serien, der i Danmark, som nævnt, kan ses på HBO Nordic, blevet godt modtaget, formodentlig fordi mange mennesker – og ikke mindst kvinder – føler, de kan spejle sig i seriens dystropiske og misogyne fremtidsunivers og genkende nogle tendenser, der skræmmende hurtigt kan blive til virkelighed i kølvandet på den nationalistiske og populistiske bølge, der skyller ind over den vestlige verden.

Diktaturet i det fiktive samfund Gilead er nemlig ikke en tilfældig historisk begivenhed. Det er resultatet af nogle bestemte, underliggende strukturer i det moderne samfund, der naturaliserer, muliggør og effektuerer undertrykkelsen af kvinder. 

Systemets indre rationalitet

Den bureaukratiske rationalitet i Gilead, der opretholder status quo, er ikke baseret på sadisme. Den er baseret på fraværet af følelser. Diktaturet er etableret ud fra en overordnet utopisk idé om en bedre, smukkere designet verden, hvor alle, der ikke passer ind, må elimineres.

Tjenerinderne dræbes ikke fysisk, så længe de overholder reglerne, men elimineres som selvstændige individer, der fratages retten over egen krop og sind. De er fødemaskiner for overklassen i Gilead. De er underlagt statsautoriserede voldtægter. Kun så længe, de er frugtbare, kan de bevare deres status som tjenerinder. Derefter kan de skifte status til Marthas (rengørings- og køkkenhjælpere) eller elimineres fysisk – fx ved at blive sendt til de frygtede ‘kolonier’, der er navnet på de områder i Gilead, der er så stærkt forurenede, at man kun kan overleve i kort tid, hvis ikke det hårde arbejde og de forfærdelige forhold tager livet af én først.

Undertrykkelsens anatomi – The Handmaid's Tale : Alexis Biedel spiller den tidligere tjenerinde Ofglen/Ofroy/Ofjoseph, der er blevet forvist til de frygtede kolonier, efter at hun har stjålet en bil og dræbt en politivagt.
Den tidligere tjenerinde Ofglen/Ofroy/Ofjoseph er blevet forvist til kolonierne. Foto © HBO Nordic

De mennesker, der ikke tilhører tjenestelaget, synes immune for medfølelse med de mennesker, der udsættes for uhørt brutalitet og fornedrelse. De bidrager til, lukker øjnene for eller legitimerer uhyrlighederne. De er nemmere i stand til at gøre dette, da Gilead har foretaget en fysik og psykisk adskillelse mellem “dem” og “os”. 

Det er altså ikke befolkningens ondskab, der gør det muligt at opretholde systemet. Det er befolkningens ligegyldighed overfor næsten, der er blevet til “dem”, “de andre”, “dem der ikke passer ind i vores verden”, “dem der udgør en fare for opretholdelsen af status quo”.

Den utopiske idé om et paradis på jord og et samfund behersket af en overlegen overklasse fungerer således som en legitimering af (u)gerningerne, statsbureaukratiet fungerer som værktøjet til (u)gerningerne og folkets ligegyldighed som facilitator for (u)gerningerne.

Det er altså den indre rationalitet i et system, som kan føre til – og aktuelt fører til, at uacceptable forhold og marginalisering af bestemte befolkningsgrupper kan forekomme fornuftigt og velbegrundet. Det er til dels tydeligt i serien, men det er for mig at se essensen i Margaret Adwoods roman. Romanen og dens dystopiske univers er hendes eminente litterære og feministiske fortolkning af de mekanismer, der frembringer et mysogynt samfund. Et samfund, hvor undertrykkelsen af kvinders seksualitet, krop og sind ikke alene synes fornuftig, men nødvendig.

Gilead og vores samfund

Disse mekanismer, som vi må identificere og forstå for at kunne dæmme op for dem, rækker selvfølgelig langt ud over Gileads teknokratiske helvede på jord. Tænk aktuelt på Trumps USA, tænk kvindeundertrykkende samfund i hele verden. Tænk på mennesker på overførselsindkomst og flygtninge i vores egen lille andedam. Du kan selv fortsætte listen.

Om du læser og ser tv-serier for at spejle dig, danne dig en mening, blive underholdt, forstå bevidst eller ubevidst, så vil jeg klart anbefale, at du læser Tjenerindes fortælling, ser serien eller gør begge dele. Både roman og serie giver dig nemlig mulighed for at gøre det hele.

The Handmaid’s Tale
HBO Nordic
Antal sæsoner: 3
Procuer og manuskriptforfatter: Bruce Miller
Første sæson: 2017

Dele af dette blogindlæg stammer fra min artikel Når undertrykkelse virker logisk, fornuftigt og velbegrundet, publiceret på POV, 29. juni 2017