“Når jeg bliver dygtig nok, vil jeg skrive et digt, der starter så tøvende og toner så usikkert ud som et første og sidste kærtegn. Indtil da må det smælde som pisk over nakken.”
“Når jeg blir dygtig nok, vil jeg skrive et digt” er fra Søren Ulrik Thomsens fjerde digtsamling, Hjemfalden (1991).
Søren Ulrik Thomsen (1956) er en dansk (post)modernistisk digter, der er elsket af både parnasset og læserne.
Søren Ulrik Thomsens debutværk – digtsamlingen City Slang (1981) blev sat til musik af Lars H.U.G. på dennes solodebutalbum “City Slang” (1984). Dokumentarfilmen City Slang Redux, der handler om albummets tilblivelse, kom i 2012. Jeg kan huske, at min veninde og jeg var de eneste biografgæster i salen, da vi så filmen i Vester Vov Vov på Vesterbro i København.
Ulrik Thomsens tidligste værker kredsede, som hos den samtidige digter Michael Strunge, om ensomhed, død, ødelæggelse og fremmedgjorthed i den ‘neonblå’ storby. Fra deres digte forstår man dog snart, at deres forhold til storbyen var dobbeltbundet: de observerede, levede og erkendte storbyens skyggesider, der aldrig var i skygge – der som natten altid var badet i lys, men storbyen var også deres medsammensvorne, deres inspirationskilde, deres legeplads. Storbyen havde sit særegne sprog, som begge digtere på hver deres måde forsøgte at gengive i deres digtning.
Ulrik Thomsens senere digtning bevæger sig i retning af en stræben efter en erkendelse af menneskets eksistentielle grundvilkår.
For mig besidder Søren Ulrik Thomsen digtning en virtuositet, ydmyghed, værdighed, stræben og ægte sorg over den menneskelige forgængelighed, der giver genklang i både hjerte og hjerne.
Priser: Otto Gelsted-prisen (1985); Emil Aarestrup Medaillen (1991); Weekendavisens Litteraturpris (1991); J. P. Jacobsen Prisen (én af Limfjordsegnens Litteraturpriser) (2007) Søren Gyldendal-prisen (2015) og Modersmål-Prisen (2016),
Søren Ulrik Thomsens hjemmeside Oktober Boulevard
Forslag til artikler:
Bjørn Bredal: På sporet efter den tabte Thomsen | Politiken | 23. marts 2001
Thomas Bredsdorff: Suveræn storbydigter skifter City Slang ud med City Zen I Politiken | 1. marts 2011
Digte – ni år efter | Nordjyske | 1. marts 2011
Gry Bartroff Gaihede: »Cool, sjov og bright som bare fanden.« Søren Ulrik Thomsen bliver æresalumne | Uniavisen I 12. maj 2016
Olga Ravn: Danmarks mest gennemkopierede digter skriver digte til fremtiden | Politiken | 14. marts 2014
Daniel Øhrstrøm: Søren Ulrik Thomsen: Det største forstås bedst gennem det mindste | Kristeligt Dagblad | 26. marts 2016