Foto til blogindlægget: "Panoptikon, Teknokrati og Sjæl". Fotocollage: Maria Busch
beprettyplease | 11. april 2016 |

Jeg har PTS — posttraumatisk stress. Ikke fordi, jeg har været i krig. Ikke fordi, jeg har mistet et menneske, der stod mig nært. Ikke fordi, jeg er blevet voldtaget, berøvet, kidnappet eller skilt. Men fordi, jeg er på kontanthjælp.

På en måde er det som at være i krig. Man skal konstant være klar til kamp. Man bliver tvunget til at gøre ting, man under normale omstændigheder aldrig ville gøre. Forskellen er bare, at i krig har man lov til at bekæmpe fjenden. Det kan man ikke, når man er på kontanthjælp.

Hvis man vil have økonomisk hjælp, fordi der ikke er noget arbejde til én, så skal man være indstillet på at bukke og skrabe for fjenden. Finde sig i alverdens tænkelige og utænkelige ydmygelser og magtudøvelser. Det er som at blive voldtaget om og om igen i sin sjæl, uden at man kan henvende sig nogen steder og få hjælp.

Man bliver berøvet sin værdighed, integritet, selvrespekt og identitet. Man mister sig selv.  Svinder langsom bort for øjnene af sig selv. Tvinges til at tage afsked med den, man var. Tvinges til at prostituere sig selv for småpenge. Man bliver fastlåst. Der er ingen steder at flygte hen. Ingen mulighed for at bestemme over egen krop og sjæl.

Ydermere skal man lægge ryg til alle de slag der deles ud fra højre — fra ens medmennesker og fra politikerne. Det har en forstærkende effekt på de overgreb, man allerede udsættes for. Højrefløjen har haft held med at tegne et billede af de arbejdsløse som dovne, initiativfattige nasserøve, der ikke gider arbejde samtidig med, at Løkke & co har støttet de virkelige nasserøve til at snyde staten for milliarder af kroner. Lidt af en bedrift, må man sige. At de har været i stand til at få hr. og fru Danmark til at tro på, at det største problem for samfundet er de arbejdsløse og flygtningene.

Som arbejdsløs på kontanthjælp kan man efter temperament, personlighed og ressourcer reagere på en lang række måder. I lang, lang tid forsøgte jeg at kæmpe, men til sidst var der ingen kræfter tilbage og jeg blev syg. Meget syg. Jeg fik posttraumatisk stress.

Fotocollage: Maria Busch