beprettyplease | 31. december 2016 |
Kære alle
I år har jeg et behov for at give jer en noget anderledes nytårshilsen. 2016 har på mange måder været et ganske forfærdeligt år. Det var et år, hvor højrepopulismen for alvor stak sit fæle fjæs frem i den vestlige verden – således også i lille Dannevang. Det samfund, jeg har kendt hele mit liv, blev med ét fremmed for mig. Som ved et trylleslag af den onde fe, forvandlede mine landsmænd, mine medmennesker, mine naboer sig til frådende, hadefulde karikaturer af mennesker, der mere end velvilligt sang med på højrepolitikernes sang om de dovne nassere på kontanthjælp og de djævelske flygtninge, der kun er ude på at indføre islamiske stat i Danmark og tage vores penge.
Koret sang ekstra højt, når talen faldt på økonomien: Hvordan de mest ressourcesvage i vores samfund ene og alene er en økonomisk belastning, som vi (underforstået “de rigtige danskere”) ikke har råd til. Denne sang blev sunget igen og igen, mens eliten ragede til sig og de fattige blev fattigere. Intet kunne afbryde den samstemmende og maniske sang – og da slet ikke sandheden: At Danmark har rigeligt råd til mennesker på overførselsindkomst og flygtninge og alle andre, der har brug for vores hjælpende hånd, hvis ikke det er fordi, de rigeste lænser fælleskassen.
For første gang i mit voksenliv blev jeg bange. Ikke fordi, jeg aldrig havde hørt denne sang før. Sangen bliver nemlig sunget hver eneste gang, at højrefløjen forsøger at retfærdiggøre deres fascistoide politik. Jeg blev bange, fordi den aldrig har været sunget af så mange og med så selvretfærdige og egoistiske stemmer. Noget inden i mig splintredes. Jeg mistede tilliden til mine medmennesker. Jeg mistede troen på, at vi mennesker kan være solidariske og udvise kærlighed til dem, vi ikke kender, men ved lider. Det er så her billedet kommer ind i … billedet.
For 80 år siden rejse godt 32.000 mennesker fra store dele af Europa, Canada, USA og Mexico til Spanien for at kæmpe i den Spanske Borgerkrig mod fascismen. Af disse var ca. 500 fra Danmark. 250 vendte aldrig tilbage.
Billedet er fra oktober måned i år. Den høje mand, der knytter sin næve i rød-front hilsen, der er et symbol på solidaritet og på, at ingen kan vinde alene, er min onkel på 80 år. Stedet er Spanien og anledningen er 80-året for oprettelsen af de Internationale Brigader. Den mand der holder flaget sammen med min onkel, er en af de sidste to nulevende franske brigadister, Josep Almudever, der er 98 år gammel. Hans bror, Vincente Almudever er den anden.
Tanken om alle disse mennesker, der var villige til at ofre deres liv (hvilket over halvdelen gjorde) for at andre ikke skulle leve under et diktatur, fylder mig med stolthed over mine medmennesker, men også med sorg over, at det synes fuldstændigt og aldeles umuligt, at nogen kunne finde på at gøre dette i dag.
Alligevel får billedet mig til at orke at kæmpe videre for et bedre samfund, hvor mennesket i al sin fejlbarlighed opnår sin retmæssige status som hævet over økonomiske interesser. Et samfund, hvor vi sætter kærlighed, empati og solidaritet over personlige interesser. Et samfund, hvor vi fordeler vores goder ligeligt. Et samfund, hvor vi ønsker at tage os af de svageste – bære dem på vores skuldre, til de selv kan gå.
Min onkel og Josep Almudever er to mennesker, der har kæmpet hele deres liv for et sådant samfund, og de har aldrig mistet håbet, de er aldrig holdt op med at kæmpe. Når jeg kigger på billedet, bliver jeg således ikke kun ramt af følelser for det, der var engang. Jeg bliver også ramt af følelser for det, vi aldrig må holde op med at tro på og kæmpe for. Billedet repræsenterer for mig håb, mod og vilje og minder mig om, at jeg aldrig må miste håbet om, at det nytter at kæmpe for en bedre verden
Min nytårshilsen til jer er derfor en opfordring til, at I hver især finder noget, der kan skabe, genskabe eller opretholde jeres tro på, at vi sammen kan skabe et samfund, hvor et andet menneskes smerte er vores smerte.
Jeg ønsker jer alle et godt nytår.
