Illustration til blogindlægget: "Du har et valg og derfor et ansvar" af Maria Busch. Illustration: pixabay.com
beprettyplease | 12. november 2018 |

“Man gik på fagforeningsunderstøttelse, krisehjælp og lånekontor og følte bittert og ubarmhjertigt hvilke fornedrelsens år det var i sin ungdoms ”vår”, romantikkens dyrkere så ofte lovsang. Det var ikke veldædig godgørenhed og almisser man ønskede, men arbejde, først og sidst arbejde! Var hænderne ledige, knyttedes de dog oftere og oftere, var lommer og mave tomme, blev dog hoved og sind langsomt fyldt, blot mere af skygger end af lys… mere af bitre og nedbrydende tanker end menneskeligt opbyggende. Den behandling, man for det meste fik som langvarigt arbejdsløs, arbejdsuvillig, drivert og bums og hvad man ellers ofte måtte bide i sig, udviklede langsomt, men sikkert noget farligt i én… først og sidst et stille luende had til magthavere og -misbrugere blandt arbejdsgivere og myndigheder, politi, retsvæsen og politikere og socialkontorer, der ofte ikke forstod, og tydeligt ikke ønskede at forstå og sætte sig ind i arbejdsløses virkelige tilværelse og tankegang.”

Ernest Hansen, murerarbejdsmand

KLAPJAGTEN PÅ DE ARBEJDSLØSE

Lyder det bekendt?

Ernest Hansens citat er fra 1960’erne, hvor han berettede om livet i 1930’erne, da de arbejdsløse oplevede en klapjagt magen til den, vi er vidne til i 2010’erne. Murerarbejdsmandens ord danner indledning til en artikel, der netop hedder “Klapjagten på de arbejdsløse i 30’erne” (Kalle Kühlmann, Revolution, 8. september 2014). I Danmarks 1930’ere fik de arbejdsløse og arbejderne nok og gik i demonstration.

På den daværende regerings foranledning blev der slået benhårdt ned på demonstrationerne og demonstranterne. Som artiklen videre skriver: “Den radikale og socialdemokratiske regering var reelt hunderæd for at der ville udbryde revolution, som det var sket i Rusland i 1917. Derfor blev hver eneste demonstration indkaldt af DAO angrebet massivt af politiet. At arbejderklassens største organisation, Socialdemokratiet, sådan valgte side mod arbejderklassen blev anset som et enormt forræderi og dette fik nogle personer til at udtrykke deres desperation voldeligt.”

Lyder det stadig bekendt?

Vores historiske hukommelse må anses for notorisk at være lige så dårlig som en guldfisks langtidshukommelse. Og ikke nok med det: Når der gang på gang bliver begået grove uretfærdigheder mod dem, vi burde stå skulder ved skulder med – de svageste i vores samfund, vender vi dem ryggen og gnubber skuldre med dem, der udfører uretfærdighederne og tjener på, at de svageste udnyttes.

Hvad er det der foregår? Det svarer til, at der kommer en indbrudstyv i dit hjem og du skynder dig ud og hente en kniv, så indbrudstyven har noget, der kan skræmme din familie til at opgive deres værdigenstande.

VALG OG ANSVAR

Vi får formodentlig snart folketingsvalg. Du er med til at bestemme, hvordan vores næste regering skal se ud. Når du foretager dette valg, foretager du samtidigt et valg om, hvem du selv er og hvilket samfund, du efterlader til dine børn og børnebørn. Skal vi fortsætte med, sten for sten, at nedbryde vores velfærdsstat, der har gjort, at vi i mange år har været en af verdens rigeste nationer, der havde ønske, vilje og økonomi til at folde et sikkerhedsnet ud under de svageste? Skal vi fortsætte med at gøre de rige rigere og de fattige fattigere?

Eller skal vi lade magthaverne vide, at vi trods alt har en historisk hukommelse? Skal vi fortælle politikerne, at nu er de (igen) gået for vidt? At der er grænser for, hvad vi vil finde os i. At vi, befolkningen, er dem, der bestemmer, hvordan vores samfund skal se ud. At vi ikke er til for staten og politikerne. At de er til for os. At vi kræver velfærdsstaten tilbage. Kræver en politik, der fremelsker og understøtter det bedste i mennesket og smider den indre svinehund på lossepladsen, hvor den kan boltre sig i alt det skidt, den ønsker.

Jeg vil ønske at hele mit hjerte, at du vælger det sidste. Før du foretager dit valg, vil jeg bare bede dig huske én altafgørende ting: Det er muligt at skabe et samfund, hvor mennesket er i centrum, og hvor økonomi kun er et middel til at opnå mest mulig velfærd for flest mulige mennesker (ikke at forveksle med Utilitarisme).

I øjeblikket lever vi i et samfund, hvor det omvendte gør sig gældende: Økonomien er i centrum og mennesket er kun et middel til at nære denne. Det er helt, helt forkert. Mennesket skal aldrig alene være et middel og økonomi aldrig målet.

Lad ingen nogensinde få dig til at tro, at det forholder sig anderledes. Du har et valg og netop derfor har du også et ansvar.