BLOGINDLÆG

beprettyplease | 8. marts 2017 |

Det er i dag 107 år siden, at en gruppe danske kvinder på et stort møde på Jagtvejen 69 – det nu ryddede Ungdomshus – beslutter, at der hvert år i alle lande skal afholdes en kvindedag, hvis formål er at sætte fokus på kvindernes manglende ligestilling. Fra resolutionen fremgår det, at

“I forståelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer i hvert land arrangerer de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag, som i første række skal bruges som agitation for kvindevalgretten. Kravet må belyses i sin sammenhæng med den socialistiske opfattelse af hele kvindespørgsmålet. Kvindedagen skal have international karakter og må forberedes omhyggeligt.”
Kilde: Kvinfo

Et af bevægelsens vigtigste erklærede mål er at opnå stemmeret. Dette sker som bekendt i Danmark 5 år senere, i 1915 – hele sytten år efter det land, hvor kvinder først fik stemmeret, nemlig New Zealand. Vi skal helt op til 1984 før alle kvinder i Europa har stemmeret. Den dag i dag, findes der stadig lande, hvor kvinder ikke har stemmeret.

Selv om stemmeret uomtvisteligt er uhyre vigtigt i ligestillingskampen, oplever kvinder, der har stemmeret, hvor langt der er fra formel ligestilling til faktisk ligestilling. I Danmark er der i visse kredse en tendens til at anse os selv for at være yderst demokratiske og civiliserede. Vores selvbillede er, at fordi danske kvinder og pigebørn ikke bliver handlet, ikke udsættes for tvangsægteskaber og for uofficielt legaliseret psykisk og fysisk vold, ikke bliver omskåret, fordi de har samme adgang til uddannelse og job og er sikret de samme juridiske rettigheder som mænd, så er kvindeundertrykkelse og sexisme noget, der hører de “uciviliserede” lande til.

Når talen falder på ligestilling, forsøger disse mennesker at henvise til netop de lande, hvor kvinder udsættes for en mere konkret undertrykkelse (i modsætning til den ofte mere subtile undertrykkelse, der finder sted i Danmark) i et forsøg på at gøre det illegitimt at kæmpe for ligestilling i Danmark. Andre grupperinger – her inden for det feministiske miljø, forsøger at gøre sig til dommer over, hvem der må udtale sig om transkønnede, lesbiske, kvinder med anden kulturel baggrund end dansk, kvinder fra lande med anden kulturel baggrund end dansk, kvinder med en anden hudfarve end “hvid” osv. osv. ud fra devisen om, at privilegieblinde, hvide, danske kvinder i sagens natur ikke har nogen ret til at udtale sig om noget, de ikke selv er. Og så er der selvfølgelig alle de mænd, der især på de sociale medier i voldsomme og unuancerede vendinger fortæller kvinder, der forsøger at sætte fokus på den manglende ligestilling samt sexisme, der ligger dybt integreret i vores kultur, at vi skal lukke en vis legemsdel, fordi kvinder har det bedre end mænd, fordi kvinder i andre (læs muslimske) lande er de eneste, der virkeligt bliver undertrykt.

Alle disse aktører er dybt skadelige for kvindekampen. At der er nogen, der tror, at de skal agere selvbestaltede censorer, når danske kvinder forsøger at kæmpe for et mere ligeværdigt samfund, er blot en fortsættelse at den bestående struktur, hvor nogle mennesker anser sig selv for at have privilegier, der ikke skal udbredes til andre. Hvis vi ikke forstår, at der aldrig kan blive nogen kvindekamp uden klassekamp og aldrig nogen klassekamp uden kvindekamp, bliver vejen til faktisk ligestilling ikke blot meget lang, den fortaber sig i horisonten.

Kære feminister – kvinder som mænd, i alle størrelser, former og farver – god Kvindernes Internationale Kampdag!