Blogbillede til blogindlægget: "At være baggårdskat ...". Fotocollage: Maria Busch
beprettyplease | 13. april 2016 |

Jeg er syg, men ikke sygemeldt, for det kan man ikke være, når man er på kontanthjælp. Jeg er bare blevet flyttet fra de jobparate til de aktivitetsparate. Nu er det i sagens natur lidt svært at være parat til aktiviteter, når man ligger og bider i gulvtæppet af angst og depression, men kontanthjælpsland er ikke for sarte sjæle.

Det er faktisk ikke helt nemt at finde et sted, der er for sarte sjæle i dagens Danmark. Et sted, hvor man kan trække vejret frit — altså helt ned i maven og ikke kun i brystet, som man kommer til, når man har for travlt eller er for bange. Et sted, hvor der er plads til at være menneske og ens værd ikke kun gøres op i evnen til at tjene penge til kommunekassen. Et sted, hvor man ikke skuer hunden på hårene.

Det sørgeligste af alt er, at mange kontanthjælpsmodtagere måler sig selv på selvsamme vægt. Hvordan kan de gøre andet? Normen gennemsyrer hele vores samfund. Syren har ædt sig ind i alle afkroge af dets legeme og efterladt en tom skal eller rettere en fernis af medmenneskelighed.

Jeg mener, det var Ghandi der sagde de berømte ord: “Et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste” Hvis man vil vide, hvordan medmenneskeligheden, solidariteten og empatien har det i Danmark, så tag en tur til kontanthjælpsland. Så bliver det tydeligt, at Danmark er gået i hundene.

Kontanthjælpland er et symptom. Et symptom på, at der er noget galt i Danmark. Et symptom på, at vi som samfund har bevæget os væk fra velfærdsstaten, hvor man yder efter evne og nyder efter behov. Et symptom på, at vi har valgt at blive fodsoldater i højrefløjens globaliseringshær. At vi har begivet os ind i et land af stene, hvor menneskelige hensyn er erstattet af økonomiske. Et symptom på, at vi har overgivet os til vores indre svinehund.

Vi er begyndt at sparke nedad. De nederste i hierarkiet er “de fremmede” på kontanthjælp. Dernæst kommer alle andre på kontanthjælp. Hunden, der plejer at få det sidste spark, priser sig lykkelig over, at kontanthjælpsland er kommet. Tænk sig, et helt land befolket af foragtelige væsener, der står sidst i rækken, når der uddeles spark. Står der, hvor man ikke kan sparke tilbage.

At blive set ned på. Systematisk mistænkelig- og umyndiggjort. Få skrællet lag for lag af sin identitet og selvfølelse. Blive forhindret i at deltage i samfundet. Forhindret i at arbejde, have kolleger, tjene til livets opholdelse, sætte sin faglighed i spil. Få frataget anerkendelse, social interaktion og værdighed. Man bliver syg som en hund.

Jeg blev syg af det, men man kan ikke være syg, når man er på kontanthjælp. Man kan få et hundeliv i kontanthjælpsland.

Fotocollage: Maria Busch